Skriv og undgå at svære beslutninger dræner dig!

I tvivl om, hvordan du træffer den rette beslutning? Kører tankerne i ring?

Når vi står over for valg, der påvirker vores liv, kan det være svært at beslutte sig. Jo mere vi tænker, jo sværere bliver det ofte. Tankerne begynder at køre i ring, og vi udmatter os selv med al den tankevirksomhed.

Jeg har selv haft svært ved at beslutte mig. Gjort mig store anstrengelser for at træffe den rette beslutning. Har brugt al for meget tid på at undersøge og prøve at læse mig frem til, hvad der vil være det rigtige at gøre. Faren ved at bruge en masse tid på at få størst mulig viden for at kunne træffe en god beslutning er, at man forvirrer sig selv. Og ender med at være dybt frustreret.

Det har derfor betydet, at jeg ofte bare er endt med at træffe en beslutning for at få det overstået. Og det er jo ikke særlig hensigtsmæssigt.

En del af forklaringen på, at det var så svært for mig at beslutte mig, var, at jeg var meget hovedstyret, dvs. jeg troede, at jeg kunne tænke mig til alting. Og det er jeg desværre langt fra at være alene om. Sådan har mange af mine klienter det. Og sådan har du det måske også?

 

Jeg har især lært to ting om beslutninger:

 

  1. Jeg kan ikke udelukkende tænke mig til en beslutning.
  2. Jeg kan ikke vide, om en beslutning er den rette for mig, før jeg også kan mærke den i kroppen. En god beslutning føles rigtig.

 

Derfor satte jeg mig for at blive bedre til at lytte til min krop. Gennem årene har jeg arbejdet meget med at komme mere til stede i min krop. Har blandt andet lært yoga og meditation, som har gjort en kæmpe forskel.

Jeg har også skrevet om de beslutninger, jeg stod overfor. Og det har også gjort en kæmpe forskel.

Skriveterapi er et fantastisk redskab til at beslutte sig, og sikre sig at beslutningerne er de bedste for én.

Jeg bruger ofte skriveteknikken perspektivering, som handler om at bruge sin forestillingsevne og dermed blive bevidst om sine forventninger, overbevisninger og holdninger, som man ikke er klar over, at man har, men som præger ens liv.

Det kan hjælpe at forestille dig din fremtid, fordi du hermed sætter dit liv i et nyt perspektiv og kan se dit dilemma i et nyt lys. Du får en større forståelse af dig selv og vil måske ændre syn på dig selv, så du ser dit liv i en mere positiv kontekst. Din øgede selvindsigt kan bevirke, at du bliver bedre i stand til at træffe de valg, der er gode for netop dig.

 

Har du svært ved at træffe en vigtig beslutning?

Så prøv denne skriveøvelse:

  1. Sæt dig til rette med pen og papir, luk øjnene, og se for dit indre blik, hvordan det vil være, hvis du vælger den ene løsning. Gør det så livagtigt som muligt. Brug derfor tid på at forestille dig, hvordan der ser ud omkring dig, hvem der er til stede, hvordan der lugter, og hvilke lyde der er. Mærk efter – hvad siger din krop? Hvad føler du? Hvad tænker du? Skriv nu din forestilling ned med de kropsfornemmelser, følelser og tanker, der er forbundet med forestillingen.
  2. Luk herefter øjnene igen, og træk vejret dybt et par gange. Når du er faldet helt til ro, forestiller du dig, hvordan det er for dig, hvis du vælger den anden løsning. Brug igen tid på at lægge mærke til, hvordan der ser ud der, hvor du er, hvem der er til stede, hvordan der lugter, hvilke lyde der er. Mærk, hvordan det er i din krop. Hvad føler du? Hvad tænker du? Når du er klar, åbner du dine øjne og skriver det hele ned.
  3. Læs bagefter det igennem, du har skrevet. Mærk hvordan der er i din krop, mens du læser. Højst sandsynligt har du allerede en fornemmelse af, hvad der føles mest rigtigt for dig.

 

Skriveteknikken finder du mere indgående beskrevet i bogen Skriveterapi – din guide til personlig vækst

Måske vil du også læse: Forskning i skriveterapi

Læs også min artikel: Sådan træffer du en god beslutning

 

Jeg håber, at du ligesom så mange andre kan bruge skriveterapi til at få truffet den beslutning, der er rigtig for dig lige nu.

 

De bedste hilsner

Annette Aggerbeck,

Psykoterapeut og specialist i skriveterapi, journalist og cand.jur.