Hvad viser undersøgelser om det at skrive?

Adskillige undersøgelser viser, at det styrker vores psykiske og fysiske helbred at skrive om vores tanker og følelser. Deltagerne i undersøgelserne bliver ofte bedt om at skrive i 15-20 minutter og 3-5 gange i alt. Selv om de kun skriver i kort tid, viser undersøgelserne en bemærkelsesværdig gavnlig effekt på helbredet. Men det gælder kun, hvis man også skriver om sine følelser – ikke hvis man nøjes med at beskrive noget neutralt.

Skriveterapi styrker den mentale sundhed

Undersøgelser viser, at skriveterapi giver psykisk velvære og er med til at holde os mentalt sunde.

Skriveterapi har desuden god effekt ved:

  • Angst
  • Stress
  • Depression
  • Lavt selvværd
  • Søvnproblemer
  • Sorg
  • Kroniske smerter
  • Udfordrende relationer
  • OCD
  • Problemer med vredeshåndtering
  • PTSD

 

Forskning viser, at man får endnu bedre effekt af psykoterapi, hvis man sideløbende med terapien laver skriveøvelser. Læs mere her:

Forskning: Flere fordele ved at skrive

Vores arbejdshukommelse forbedres af skriveterapi. Vi bliver også bedre til at koncentrere os.

Skoleelever og studerende kan opnå bedre karakterer i skolen ved at skrive om deres tanker og følelser. Sportsfolk præsterer også bedre.

Studier viser, at man hurtigere finder et nyt job efter at være blevet afskediget, hvis man skriver, efter at man har mistet sit arbejde.

Skriveterapi booster immunforsvaret

Flere undersøgelser har vist, at skriverier om tanker og følelser har en gavnlig effekt på immunsystemet, så vi ikke så ofte bliver syge med fx forkølelser og influenza. Nogle forsøg har endda vist, at immunforsvaret fungerer bedre seks måneder efter, at forsøgsdeltagerne skrev i så kort tid som 4 dage og kun i 15 minutter ad gangen.

Eksempler på resultater af undersøgelser, der har vist god effekt på det fysiske helbred:

  • Forbedret lungefunktion ved fx astma og KOL
  • Kræftramte har færre smerter og kommer bedre igennem et kræftforløb
  • Lavere blodtryk
  • Forbedret leverfunktion
  • Færre hospitalsindlæggelser
  • Mildere symptomer ved migræne
  • Sår og skader heler hurtigere
  • Søvnapnø bedres

Hvorfor er skriveterapi så sundt?

Undersøgelser viser, at det er vigtigt for os at reflektere over vores oplevelser og udtrykke vores følelser. Hvorfor det er sådan, har forskerne ikke noget entydigt svar på.

En forklaring er, at selve skriveprocessen kan være følelsesregulerende. Studier viser, at det at skrive om sine følelser kan virke beroligende og forbedre humøret. Hjernescanninger har vist, at aktiviteten i en del af hjernen, som kaldes amygdala, bliver mindre, når man skriver om følelser. Amygdala regulerer blandt andet intensiteten af vores følelser.

At skrive kan hjælpe dig med at identificere, om der er mønstre i dine følelser og adfærd, så du lettere kan finde ud af, om der er noget bestemt, der udløser en følelse. Når du forstår dig selv, kan du bedre regulere dine følelser. At skrive om intense følelser kan desuden virke rensende (katarsis). For at få et optimalt udbytte af skriveterapi er det dog vigtigt, at du ikke kun lufter dine følelser i en dagbog, men at du også er indstillet på at forstå dine følelser og lære dig selv bedre at kende. Skriveterapi kræver refleksion for at opnå et terapeutisk udbytte.

Hvis du har oplevet noget meget ubehageligt eller traumatisk, kan det at skrive hjælpe dig med at bearbejde oplevelsen og danne mening i det skete. Dog viser undersøgelser, at man ikke skal skrive lige efter en traumatisk oplevelse, fordi man kan få det dårligere. Det kan være en god idé at vente nogle uger.

Skriv dig glad med Skriveterapi

Hent dit Kapitel

Få et kapitel med en transformerende skriveteknik fra bogen Skriveterapi – Din Guide til Personlig Vækst. Skriveterapi kan give dig en bedre forståelse af dine egne behov og ønsker.

Samtidig tilmelder du dig mit nyhedsbrev med tips og tilbud direkte i din indbakke. Du kan altid framelde dig igen. Se min persondatapolitik her