Grimme tanker og ubehagelige følelser
Det kan hjælpe dig at skrive om de tanker, du oplever som uønskede. I en dagbog kan du være helt ærlig uden at frygte at blive mødt af fordømmelse. Dagbogen er din ven og vil aldrig dømme dig.
Frustration, vrede, magtesløshed og tristhed kan især opstå i forbindelse med omvæltninger, problemer eller udfordringer i hverdagen. Eller når man føler sig overbelastet. Man kan være frustreret, hvis man igennem længere tid ikke får opfyldt sine behov, men konstant tilsidesætter sig selv for at tage hensyn til den syge eller ulykkesramte. Det kan også være, at man oplever magtesløshed over, at man er havnet i en situation, man ikke selv er herre over, og som man ikke kan ændre.
Man kan opleve stor frustration og bitterhed over sin situation, og over at man ikke kan de samme ting som før. Til trods for at man elsker sit familiemedlem, kan man ud over at føle stor vrede over sin situation, også være vred på vedkommende, selvom man godt ved, at man ikke kan tillade sig det. Men var det ikke for ens kære, ville man jo ikke stå i den vanskelige og krævende situation. Man kan desuden føle sig dårligt behandlet af for eksempel familie, venner eller sundhedsvæsenet. Vred over at andre ikke stiller op, og at man skal stå for alt selv.
Alle tænker grimme tanker
Det er helt normalt at have grimme tanker, når man befinder sig i en krævende livssituation og føler sig trængt op i et hjørne. Man kan få rigtig dårlig samvittighed over tankerne. Hvis man slår sig selv oven i hovedet med, hvor dårligt et menneske, man er, når man tænker sådan nogle forfærdelige tanker, gør man ondt værre for sig selv. Det er vigtigt at huske, at det er normalt at have grimme tanker, og at de bare er tanker, der ikke nødvendigvis er sande. Tankerne gør os heller ikke til dårligere mennesker.
Hvis du i en periode har ekstra mange grimme tanker om dine kære, kan det være tegn på, at du er overbelastet, og at du har brug for at række ud efter hjælp.
Hvis du føler dig overbelastet og ikke er i stand til at bede andre om hjælp, kan det være en god idé at få nogle samtaler med en fagperson som for eksempel en psykolog eller en psykoterapeut.
Skriv om dine grimme tanker og få det bedre
Når du skriver om dine grimme tanker og ubehagelige følelser, kan du være helt ærlig, uden at frygte at andre vil opfatte dig negativt og virke fordømmende. Dagbogen er der altid for dig og lytter uden at dømme dig. At skrive om uønskede tanker og følelser har samme gode effekt som at tale med et andet menneske.
Du vil for det meste opleve at føle lettelse og få fornyet energi, når du har skrevet.
Ovenstående er et uddrag af bogen “Skriveterapi for pårørende”, hvor du finder masser af skriveøvelser, der kan hjælpe dig, hvis du er plaget af tanker og følelser, der opleves forbudte.
Jeg vil gerne dele en af de mange skriveøvelser i bogen med dig. Afsæt lidt tid på at svare på øvelsens spørgsmål et sted, hvor du kan skrive uforstyrret. At lave øvelsen kan hjælpe ved grimme tanker.
Skriveøvelse: Undersøg dine behov
Hvis du i en periode har ekstra mange grimme tanker om den syge/ulykkesramte eller andre, kan det være tegn på, at du er overbelastet. Ved at svare på spørgsmålene i denne øvelse, kan du blive klogere på, hvordan du har det, og hvad der vil hjælpe dig.
- Hvad siger de tanker og følelser, du oplever som forbudte om, hvordan du dybest set har det?
- Hvad har du behov for?
- Hvordan kan du hjælpe dig selv bedst muligt?
God skrivelyst!
Mange hilsner Annette Aggerbeck, psykoterapeut og specialist i skriveterapi