Savner du tid til dig selv som pårørende?

Når det er svært at finde tid til dig selv

Tid er for mange pårørende en mangelvare. Hvis man har et job og også skal tage sig af et kronisk sygt eller ulykkesramt familiemedlem, kan det være meget svært at få tid til sig selv.  Man kan ligefrem blive irriteret, når andre siger, at man skal huske at tage sig af sig selv. For man kan ikke finde den nødvendige tid, selvom man virkelig trænger til at lave noget rart for sig selv eller bare lave ingenting. Men det tærer på kræfterne, når man ikke får restitueret og bliver ved med at presse sig selv i hverdagen. Så hvis du vil være i stand til at blive ved med at passe på den, du yder omsorg, er du nødt til at passe på dig selv, så du ikke brænder ud.  

Skriv dig til mere tid

Det lyder måske underligt, at du kan skrive dig til mere tid, for så skal du jo også bruge tid på at skrive. Men hvis du vil have mere tid til dig selv, er du nødt til at sætte det i system. Og her egner skriveterapi sig fortrinligt. At skrive gør dig mere klar i hovedet og hjælper dig med at finde løsninger. Start med at kigge i din kalender og find ud af, hvornår du kan prioritere lidt tid til dig selv i den kommende uge. Hvad vil du bruge den tid til? Skriv det ind i din kalender.  Find så en notesbog eller din dagbog frem. Skriv om, hvordan du har det med at have afsat tid til dig selv i den kommende uge. Hvis du glæder dig, så skriv om det. Får du dårlig samvittighed, så skriv om det, og om hvad du kan sige til dig selv for at holde fast i din plan, når den dårlige samvittighed dukker op. Dårlig samvittighed er udtryk for, at du ikke synes, at du kan tillade dig at bruge tid på dig selv. Men det kan du. Måske kan det hjælpe dig at sige: ”Jeg har fortjent at have tid til mig selv”. Eller: ”Det kommer både mig selv og X (den syge/ulykkesramte) til gode, at jeg bruger tid på mig selv.” Skriv gerne nogle lignende støttende sætninger i din notesbog eller dagbog, som du kan læse ofte. Det kan hjælpe dig til at holde lidt fri med god samvittighed. Er det for svært at holde lidt fri med god samvittighed, kan jeg anbefale at få støtte fra en professionel psykoterapeut eller psykolog. Hvad skal jeg bruge tiden til? Det kan være svært at finde ud af, hvad man vil bruge tid på sig selv til, hvis man ikke er vant til det. Måske skal du øve dig i at ligge på sofaen med en god lydbog, hvis du tænker, at det kunne være noget for dig. Du behøver ikke gøre en masse i den tid, du har afsat til dig selv. Mærk efter, hvad der føles rigtigt for dig og sæt det i værk. Når man er i en presset situation, kan det være godt at slappe af ved at lytte til afslappende musik, kigge ud ad vinduet eller hvad du nu kan finde på, der ikke kræver noget af dig. Men det kan også være godt for dig at være aktiv, så du kan få nogle stresshormonerne ud af kroppen. Måske skal du jogge en kort tur, danse til musik du elsker eller cykle til nærmeste skov eller park. Skriv gerne en liste over, hvad du kan gøre for at slappe af, og hvad du kan gøre for at være aktiv, så du veksler mellem at gøre mindst muligt og være aktiv for din egen skyld. Fokuser på at det skal være noget, du har lyst til. Hvis du har udfordringer med at finde tid til dig selv, kan du få flere forslag og skriveøvelser i bogen ‘Skriveterapi for pårørende’. Læs mere om Skriveterapi for pårørende Kærligst Annette Aggerbeck Psykoterapeut og specialist i skriveterapi