Dagbog: Skal jeg bruge håndskrift eller tastatur?

Håndskrift er uvant for os, men har store fordele. Det virker beroligende, du kan bedre mærke dig selv, så du kan arbejde med dine følelser er nogle af de mange effekter af at skrive i hånden. Læs her om hvorfor det er så gavnligt med håndskrift for os.
Mange af os bruger mange timer om dagen foran en skærm, både når vi arbejder, og når vi har fri. Vi skriver så meget på tastatur, at det er uvant for os at skrive i hånden. Derfor har mange en håndskrift, som de selv synes, er svær at læse. Det betyder også, at de hurtigt får ondt i hånden, fordi de ikke er vant til at skrive flere sider i hånden. Det er derfor meget nemmere bare at skrive på et tastatur.

MEN …

Der er mange tungtvejende fordele ved at skrive i hånden, når du skriver dagbog/bruger skriveterapi, hvor du skriver om dig selv, dine tanker og følelser. Fordele som du ikke får, når du skriver på et tastatur.

At skrive i hånden kan være terapeutisk og beroligende. Det kan desuden sætte gang i din kreativitet.


Håndskrift får dig ned i tempo

Når du skriver i hånden, er det umuligt at skrive lige så hurtigt som på et tastatur. Du tvinges således ned i tempo, og det har flere fordele. Dels virker det beroligende i sig selv at føre en pen mod papiret, fordi dine fingerbevægelser involverer andre hjerneområder, end når du bruger tastatur. Dermed skabes en effekt, der kan sammenlignes med at meditere. En anden fordel ved håndskrift er, at du giver dig selv mere tid til at mærke efter og reflektere, mens du skriver om dig selv. Hvis du vil undersøge dig selv og dine følelser, er det derfor en rigtig god idé at finde pen og papir frem.

Skrivning i hånden gør dig mere koncentreret, og din hjerne kan bedre evaluere og organisere det, du skriver om. Du får desuden flere ideer, og du husker bedre, når du skriver med en pen eller blyant. Undersøgelser har vist, at vi lærer bedre af at skrive i hånden.

At skrive i hånden kan være et frirum. Når du finder notesbogen frem og sætter dig til rette med den, kommer du i en anden tilstand, fordi du fortæller din hjerne, at der skal ske noget andet, end hvis du bliver foran din skærm og skal til at at skrive om dig selv. Du fortæller nemlig din hjerne, at nu skal du til at give dig selv omsorg ved at skrive om dig selv og undersøge dine tanker og følelser. Det sker ikke på samme måde, når du bliver siddende foran din skærm, fordi du også bruger tastaturet i dit arbejde.


Håndskrift eller tastatur?

Der er store fordele ved at skrive i hånden, men der er også fordele ved at bruge tastatur. Uanset hvad du vælger, vil du få et udbytte af at skrive om dine tanker og følelser. Er du i tvivl om, hvad du skal vælge, så prøv dig frem. Start med at skrive dagbog med dit tastatur og gør det i en uge. Find herefter en notesbog og skriv med en god pen eller blyant den følgende uge. Gør det en forskel?

Fordele ved håndskrift:

  • Gør det nemmere at mærke dig selv og dine følelser
  • Fremmer din bearbejdning af følelser
  • Virker beroligende
  • Gør dig mere kreativ
  • Flere hjerneområder aktiveres og hjernen stimuleres
  • Hjælper dig med at holde dig mentalt skarp, også når du kommer højt op i alder
  • Styrker din hukommelse og indlæring


Fordele ved at bruge tastatur:

  • Nemt, fordi du bruger det hver dag i mange timer
  • Gør det hurtigere at skrive
  • Det skrevne kan nemt og sikkert gemmes, så andre ikke finder det, du skriver
  • Du kan hurtigt finde tidligere dagbogsoptegnelser, fordi du ikke behøver bruge tid på at bladre i en bog


Vidste du det om håndskrift?

Hjernen opfatter håndskrift og maskinskrift forskelligt. Når vi læser trykte bogstaver, kan forskerne ikke spore aktivitet i de samme dele af hjernen, som når vi læser håndskrift. Når vi læser håndskrift, aktiveres det område i hjernen, som styrer håndbevægelser. De håndskrevne bogstaver afkoder hjernen ikke kun som tegn. Vi bruger hele vores sanseapparatet samtidig og mobiliserer al vores egen erfaring med at skrive, tegne og gestikulere.

 

Skriveøvelse:

Skriv i hånden det næste kvarter om noget i dit liv, som du elsker at gøre, og om hvad det får dig til at føle.

God fornøjelse!

Kærlig hilsen Annette Aggerbeck

Psykoterapeut MPF, specialist i skriveterapi

P.S.

Skrivning er vigtig for udviklingen af en række færdigheder, herunder opmærksomhed, koncentration, hukommelse og organisering. Håndskrift er med at udvikle børns kognitive evner. Gennem barndommen dannes milliarder af synaptiske forbindelser i hjernen, og skrivning i hånden stimulerer hjerneaktiviteten og udviklingen af disse forbindelser.