Det er hårdt at holde facaden som den kloge og dygtige, når du indeni føler dig som en fiasko og utilstrækkelig.
Du kan være nok så dygtig til dit arbejde, men alligevel gå rundt og være bange for, at nogen skal opdage, at du ikke er så dygtig, som de tror. Du føler, at du bluffer. Indeni har du en oplevelse af at være utilstrækkelig, og når andre siger til dig, at du gør et godt stykke arbejde, tror du ikke på dem. Når du skal fremlægge noget, forbereder du dig super grundigt for at gardere dig imod at blive afsløret. Og det til trods for, at dine kolleger anser dig som dygtig og kompetent til dit arbejde. Men sådan ser du ikke på dig selv. Du går meget op i at levere det, du tror, de andre forventer af dig. Du går ofte ud over dine grænser. Du stiller meget høje krav til dig selv, fordi du er overbevist om, at dem, du omgås, er langt mere intelligente og vellykkede end dig selv. Din frygt for at blive afsløret som en bedrager gør dig perfektionistisk og behagesyg. Du har svært ved at sætte grænser og lader andre tromle dig for at passe ind.
Når andre fortæller, hvor imponerede de er over dig, skammer du dig, for de skulle bare vide…
Du føler ikke, at du har fortjent den succes, du opnår.
Ros preller af, og ris går lige ind i hjertekulen på dig.
Du føler, at du ikke helt hører til, for du er andeledes end de andre.
Kan du genkende dig selv i beskrivelsen, så kan det meget vel tænkes, at du som så mange andre kvinder og mænd også lider af imposter syndromet – at du føler dig som en bedrager, der ikke har fortjent den succes du opnår, og at din succes snarere skyldes held end dine kvalifikationer og din indsats. Det kan have store konsekvenser at være bange for at blive gennemskuet. Du søger måske ikke dit drømmejob eller lader være med at gå efter forfremmelse, fordi du ikke føler, at du er kvalificeret nok. At blive i det trygge og vante bliver vigtigt for dig, fordi du får trigget de ubehagelige følelser af utilstrækkelighed, når du træder ud af din komfortzone. I længden er det udmattende at prøve at gøre alting perfekt for at undgå at blive gennemskuet.
Hvad kan du gøre ved din frygt for at blive gennemskuet?
Første skridt er at blive bevidst om, at du lider af imposter syndromet. Næste skridt er at turde være med dine følelser. Når du dummer dig, begår fejl eller er i en situation, hvor du føler dig utilstrækkelig, så forsøg at mærke, hvad det gør ved dig. Mærk følelserne i stedet for at flygte fra dem, som vi ofte gør, når vi mærker ubehag. Skammer du dig, bliver du ked af det, vred på dig selv…hvad mærker du? Skriv gerne om det. Skriv også gerne om, hvordan det opleves i kroppen. Måske snører din hals sig sammen, du får en klump i maven…skriv om det.
Vi føler os tit meget ensomme, når vi går med tanker og følelser for os selv, som plager os. Så træd ud af din komfortzone og tal med en, du føler dig tryg ved, om hvordan du har det. Fortæl om din følelser af utilstrækkelighed og hvad der triggede følelsen. At du tør vise din sårbarhed, kan styrke en relation og gøre den dybere. Du kan desuden få afstemt din selvopfattelse med den andens opfattelse af dig. For når det kommer til stykket, har du jo en opfattelse af dig selv, der ikke stemmer overens med virkeligheden.
Giv dig selv en chance
Når du mærker frygten for at blive gennemskuet, så stop op og spørg dig selv: Hvad er jeg bange for? Giv dig selv en chance. Når du starter i et nyt job eller på et nyt projekt, behøver du ikke kunne alt med det samme. Du skal ligesom alle andre ind i stoffet og det tager lidt tid. Find nogle støttende sætninger du kan sige til dig selv for at berolige dig selv.
Læs også denne artikel, hvor du finder gode råd:
https://impostorsyndrome.com/10-steps-overcome-impostor/